Firefox - din nye browser?

Allerførst - lidt indledende øvelser før det egentlige kursustema (Web 2.0) skydes i gang. I dette første kursusmodul sigter vi mod at lære dig to ting:

  1. at hente et program fra nettet og efterfølgende installere det på din pc.
  2. at lære dette nye program at kende - i det aktuelle tilfælde en browser.

Der er to grunde til at starte med disse udfordringer:

  1. Senere i kursusforløbet skal du hente og installere andre programmer. Så er det godt at have prøvet det før.
  2. Den browser, du om kort tid skal hente og installere, er på nogle områder mere smart end din "dagligbrowser": Internet Explorer fra Microsoft. Det får du lejlighed til selv at teste senere i kurset.

Internet Explorer kontra Firefox

De lidt ældre i gårde kan måske huske, at der en gang eksisterede alternativer til Internet Explorer eller blot Explorer - den browser, du normalt bruger i det daglige arbejde. I nettets barndom foretrak mange Netscape - en browser, der i dag er næsten udryddet fra jordens overflade.

Grunden til Netscape gik i glemmebogen var den store "browserkrig" i senhalvfemserne, hvor Microsoft for alvor satsede på internettet efter en længere periode, hvor firmaet ikke havde set potentialet i det nye medium. Resultatet af den kraftige satsning blev en næsten total dominans på browserscenen. I løbet af få år brugte stort set alle Explorer, når der skulle kigges hjemmesider - ganske udtalt i Danmark. Og sådan har det også været i mange år på Helsingør Kommunes Biblioteker.

Måske er vi pt. midt i en anden browserkrig. En ny browser, Firefox så dagens lys i 2002 designet af et løst netværk af hundredvis af frivillige udviklere fra alle afkroge af planeten.

Ambitionen var fra starten at fremstille en lille, hurtig og enkel browser som alternativ til især Internet Explorer.

Det må siges at være lykkedes. Firefox har oplevet en stigende popularitet de senere år. Endda så eksplosivt, at Firefox for første gang står til at overhale Internet Explorer som den mest brugte browser i flere lande. Man regner med, at der er omkring 120 millioner Firefox-brugere på verdensplan.

Så er det din tur...

Her kommer en gylden chance for lidt variation i din dagligdag. Bliver Firefox din nye browser?

NB: Før du går i gang: en god regel, når du downloder og installerer nye programmer. Luk alle programmer, som ikke har noget at gøre med den forestående operation.

Firefox Download side

  • Find Firefox´ hjemmeside - brug linkoversigten nederst på siden. Klik på det iøjnefaldende Download - nu link. Følg herefter fremgangsmåden trin for trin:
     
  • I den grå box, der popper op, vælger du Kør, når du bliver spurgt: Vil du køre eller gemme denne fil. Overførslen til din pc går herefter i gang.
     
  • Når den er slut, dukker en ny box op med overskriften Vil du køre denne software?  Du vælger Kør nok en gang.
     
  • Der pakkes filer ud og installationsboxen toner herefter frem: Velkommen til Mozilla Firefox opsætnings-guide. Her vælger du Næste.
     
  • Klik af i Jeg accepterer betingelserne i licensaftalen. Og Næste.
     
  • Nu skal der vælges Setup type. Her vælger du Standard (er valgt). Firefox vil blive installeret med de mest almindelige komponenter. Og Næste.
     
  • Så går installationen i gang....
     
  • Boxen Færdiggør Mozilla Firefox opsætnings-guide dukker op. Her klikkes på Afslut. Sørg for at Firefox starter nu.
     
  • Guiden Importer fra andre programmer er næste programpunkt. Her vælges Importér intet og Næste.
     
  • Sidste programpunkt er boxen Standardbrowser. Fjern markering Kontroller ved næste opstart og klik Nej.

Lær Firefox at kende

Firefox ikonNu er Firefox er installeret på din pc, og du kan altid åbne programmet ved hjælp af ikonet Mozilla Firefox på dit skrivebord.

Brug noget tid på at lære din nye browser at kende. Og støt dig eventuelt til nogle af de links, der findes i boxen nedenfor. Del også dine erfaringer med dine kolleger.