Del dine oplevelser med familie & venner og med verden

 

Overskriften til ting 14 er hentet fra den danske billeddelingstjeneste 23 - som i parentes bemærket intet har at gøre med det foreliggende kursuskoncept.

På billeddelingstjenester kan man organisere og dele fotografier via nettet. Dem, der ser billederne, kan skrive kommentarer til billederne, du kan abonnere på andres billeder, og du kan ordne dine billeder både i mapper og ved hjælp af tags. I stedet for at have en masse billeder liggende på din computer, som du sjældent får vist til nogen som helst, har du nu mulighed for at udnytte nettet til at give billederne en social funktion.

Nogle af de billeddelingstjenester, der er mest udbredt i Danmark er amerikanske Flickr og Picasa Webalbum.

Ting 15 og 16 stiller skarpt på Flickr, mens du i den aktuelle ting 14 får lejlighed til at beskæftige dig med lidt indledende øvelser. Ved hjælp af det gratis program Picasa kan du prøve kræfter med at lave en række forbedringer af de fotos, du vil dele med andre internetbrugere. Før du uploader dem til en billeddelingstjeneste som eksempelvis Flickr.

Picasa eller Google her, der og alle vegne

Picasa og Flickr kan begge benyttes til online opbevaring og deling af billeder. Men, her vil vi kun anvende Picasa-programmet til fotoredigering.

Flickr ejes af det hæderkronede søgemaskinefirma Yahoo!, mens Picasa er i fold hos - tjaa.... Hvem andre end Google igen, igen. Disse to mastodonter kæmper for tiden en indædt kamp om markedsandele på nettet.

Så er det din tur...

Først skal Picasa-programmet hentes hjem til din computer. Find Picasa-hjemmesiden og start downloading. ("Det er gratis og tager kun et øjeblik at installere" - som skrevet står).

Download Picasa


1. Klik på Download Picasa-linket.

2. Især Explorer-brugere risikerer at blive mødt med en lille "forhindring". En lysegul bjælke i toppen af browservinduet med følgende budskab: "Internet Explorer har forhindret dette websted i at sende filer til din computer for at hjælpe med at beskytte din sikkerhed...." Tag det helt roligt. Klik på bjælken  og klik yderligere på Hent fil i den menu, der åbner sig.

3. Herefter følger en download/installationsproces, som du efterhånden har været igennem nogle gange.

4. I boksen med overskriften Vil du køre eller gemme denne fil? klikkes Kør.

5. Næste boks med overskriften Vil du køre denne software?. Klik Kør.

6. Så skal licensaftalen accepteres.

7. Installationsmappe skal godkendes.

8. Afslut installationsguiden for Picasa 2 (som programmet officielt er navngivet). Dvs. klik de features væk, du ikke ønsker.

9. Afslut og du er nu klædt på til at rette nogle fotos til ved hjælp af Picasa.

Øv dig...

Når du installerer Picasa, går programmet øjeblikkeligt i gang med at afsøge din harddisk og dine drev for billeder af enhver art, som organiseres i diverse mapper efter dato.

Du kan således let og behændigt bladre gennem de billeder, du gennem tiden måtte have gemt og forbedre dem, der kunne trænge til en kærlig hånd.

Et tip

Skulle det vise sig, at du ikke har gemt nogle billeder på din computer. Eller dem, du måtte have, er mindre velegnet som øvemateriale. Så er der to veje ud ad misereren:

1) Lån et af de digitale fotografiapparater, væsenet er i besiddelse af og knips en stribe billeder

2) Find nogle på nettet - f.eks. ved hjælp af Google´s billedesøgningsmulighed.

Picasa med visning af gemte billeder

Klik på et billede i Picasa efter eget valg og prøv at

Beskære

1. Klik på knappen Beskær.

2. Vælg Manuel og markér med musen, det udsnit du godt vil gemme.

3. Klik på Anvend.

4. Gem til sidst billedet under et andet navn. Vælg Filer og Gem som.

Beskær et billede

Fjerne røde øjne

Et godt sted at finde øvemateriale er i billedesamlinger fra diverse parties og festlige sammenkomster - julefrokoster o.lign. ;- ).

1. Klik på knappen Røde øjne og følg den enkle vejledning, der står her.

2. Gem billedet under et andet navn.

Fjern røde øjne ved hjælp af Picasa

Give billeder kontrast eller andre farver

1) Klik på knappen Automatisk kontrast og læg mærke til, hvad der sker med billedet. Vær opmærksom på, at du her - ligesom det er tilfældet med de andre programmuligheder - kan fortryde dit valg.

2) Prøv også Automatisk farve og nogle af de andre muligheder her.

3) Støder du ind i et godt resultat, gemmer du billedet under et andet navn.

Endnu et tip

Det er altid en rigtig god idé at bevare originalbilledet. Så kan du altid bruge det som udgangspunkt for utallige bearbejdninger. For at holde rede på forskellige ændringer kan du blot ved navngivningen af redigerede versioner tilføje et tal til det oprindelige "dåbsnavn". Eksempel: hovedbiblioteket.jpg, hovedbiblioteket_1.jpg, hovedbiblioteket_2.jpg & så videre i den dur.

Pixenate - en online billedebehandlingsmulighed

Har du fået blod på tanden, så har du også mulighed for at foretage enkel billedbehandling online. Opsøge hjemmesiden Pixenate.com, upload et billede eller to og tjek mulighederne her.

Pixenate

Og så er det Blog time...

Picasa 2 kan ikke så meget som Photoshop eller andre af de hundedyre billedebehandlingsprogrammer. Men en hel del, må indrømmes.

Kunne du bruge det til noget. Eller var der for lidt at komme efter her. Fortæl det på din blog.