Vis mig din bogreol - LibraryThing 1
Hjemmesiden LibraryThing er udstyret med sloganet "What´s on your bookshelf?. Du er langt om længe kommet til stedet på nettet for bogelskere. Her er chancen for at opleve verdens største bogklub på nært hold.
Siden giver dig mulighed for at lave et katalog over dine bøger - guf for biblioteksansatte - skulle man mene. Du kan vælge at tilføje de bøger, der optager dig for tiden. Eller gå mere rabiat til værks: at tilføje hele din bogreol derhjemme.
Og som bonusgevinst kan dine "katalogiseringer" bruges til at skabe kontakt med andre bogelskere. Ud fra filosofien, at brugere, der læser samme typer bøger som dig, nok har en række grundlæggende værdier til fælles. Altså: en ægte web 2.0-service, hvor det sociale netværk er i højsædet.

For et halvt års tid siden kom en dansk udgave af LibraryThing, hvilket absolut letter benyttelsen.
Skaberen af LibraryThing hedder Tim Spalding - en bogelsker med baggrund i forlagsbranchen. LibraryThing er på meget kort tid blevet en uventet stor succes - selv for ophavsmanden. I skrivende stund findes der oplysninger om 25 millioner bøger på de virtuelle hylder, oprettet af 380.000 brugere.
Tim Spalding begrunder i forbindelse med oprettelsen af den danske version af LibraryThing denne "særbehandling" således:
"Denmark is a small country, so it should be low on our agenda....But it´s a country of unusually passionate readers... Denmark is also a country of libraries and, as I learned when to speak before librarians in Aarhus, Danish libraries are way ahead when it comes to innovative uses of technology".
Vi takker på fagets vegne for den amerikanske buket roser....
Lidt praktisk
Før du kan kaste dig over opgaven med at lægge dit bogkatalog ind i systemet, skal du oprettes som bruger. Det kan efterhånden ikke komme bag på dig. Og det er her ganske enkelt, idet folkene bag Library Thing hader tilmeldingsformularer - som skrevet står.
Op til 200 titler er gratis, flere koster nogle få dollars. Et livstidsmedlemskab kan fås for beskedne 25$.
Et opløftende moment er, at man ikke behøver at være en ørn til at katalogisere. Data kan hentes fra efterhånden en lang række kilder: den dominerende netboghandel Amazon.com og over 250 biblioteker fra hele verden - inklusive Library of Congress. Fra Danmark deltager 24 biblioteker - blandt andet vores eget kære væsen.
Du bestemmer selv, hvilke tags (emneord), du knytter til dine værker. Om du vil skrive anmeldelser af værkerne, og om andre brugere skal kunne se dit katalog.
LibraryThing er mere end et online katalog eller kontaktbureau for bogelskere. Siden er også et sted til at finde inspiration. Systemet kan foreslå titler for dig. Og du kan bygge oplysningerne om dine bøger sammen med din blog. Mere om dette i næste modul - ting 18.
Så er det din tur
Du skal nu oprette dig som bruger og tilføje mindst 10 af dine yndlingsbøger til dit
"bibliotek".
At tilmelde sig som bruger af LibraryThing er som sagt rimeligt enkelt. Klik på
linket Ikke medlem. Bliv det i den grønne box på forsiden. Vælg et
brugernavn og en adgangskode og du er på. Oplysning om email
er valgfri.
Dernæst kan du vælge en af følgende opgaver eller alle opgaverne, hvis du slet ikke kan løsrive dig.
A
Klik på fanebladet Tilføj bøger. Før du fremfinder enkelte bogtitler, du ønsker at tilføje til dit bibliotek, er det en god idé at vælge det katalog, søgningen skal foretages i. Hvis du ønsker at benytte danske biblioteker, klik da på vælg fra 669 andre kilder fra hele verden og find et egnet bibliotek eller anden kilde. Klik og tilføj det til din katalogliste. Hvis det er danske titler, du ønsker optaget i dit bibliotek, kan du vælge mellem at benytte bibliotek.dk eller et enkelt bibliotek.
Skriv nu et forfatternavn i søgefeltet og se, hvilket resultat du får. Hvis der er en titel i søgeresultatet i den højre rude, du synes om. Klik på den og fluks er den en del af dit bibliotek. Klik på fanebladet Dit bibliotek og tjek.

Hvis du ikke har tilføjet tags i forbindelse med din søgning, kan du altid komme efter det. Klik dig ind i Dit bibliotek og vælg det respektive tomme felt i kolonnen tags. Dobbeltklik og et vindue åbner sig, hvor du kan skrive dine tags - hvis der er flere. Klik på Save og de er gemt.
Det er også her du kan vurdere dine bøger efter et stjernesystem fra 1 til 5 - dobbeltklik dig frem.

Billedtekst: Skriv dine tags her.
B
LibraryThing har for nylig introduceret endnu en service. LibraryThing lokalt (local) er ifølge hjemmesidens blog en service, hvor brugerne i fællesskab kan skabe og vedligeholde en verdensomspændende guide over litteraturarrangementer, boghandlere og biblioteker.
Det
eneste der kræves for at være med, er at man er registreret som bruger. Servicen
- der i bedste LibraryThing ånd stadig er i beta (=under udvikling) - indeholdt allerede
efter en uge flere tusinde opslag. Og nu da den er officielt åbent for alle de over
380.000 medlemmer fra hele verden, vil der uden tvivl for alvor komme gang i
den.
Helsingør Bibliotekernes enkelte afdelinger er lagt ind af en behjertet person. Men oplysningerne under de enkelte afdelinger kan forbedres.
Så opgaven er - ganske enkelt - at gøre det! Hvem kommer først.
En anden type opgave kunne være at teste den ny service´s muligheder i pr-arbejdet for litterære arrangementer. Er der et enkelt eller to af slagsen under opsejling, så lad det komme an på en prøve. Er dette en ny kanal, der skal inddrages i det fremtidige pr-arbejde? Prøv & vurdér...
C
Klik på fanebladet Zeitgeist, og på den side, der dukker op, vælger du Se kun Zeitgest for dit eget sprog.
Nu præsenteres du for en oversigtsside for den danske del af hjemmesiden: antal medlemmer, katalogiserede bøger, tags og anmeldelser. Og links til de største biblioteker, mest aktive anmeldere, topbøger og topforfattere.
Et interessant tjek er de aktive grupper, der kan mønstre flest medlemmer. Her er biblioteker fra 23 ting forløbet helt fremme i feltet.
Gå på opdagelse her og følg et link eller tre.