Spring over navigation

For forældre og børn

2 september 2010 af Søren Skovgaard Nicolaisen
Børnebiblioteket

Børnebibliotekerne i Helsingør har mange tilbud. Når I besøger børnebibliotekerne han I hygge jer med legetøj og de nyeste forældreblade – og måske møde andre I kender. Kig ind på hjemmesiden for børn – Boomerangen – www.boomerangen.dk, hvor I kan se åbningstider og adresser på bibliotekerne i Helsingør Kommune og læse om kommende arrangementer.

Bøger til de mindste
Pegebøger er gode; mange er lavet i solidt pap, der kan tåle meget, med flotte billeder og ingen eller meget lidt tekst. Nogle af de populære er Malle, Ludvig, Plet og Bartoldy familien. Rør og føl bøger har gode farver og forskellige overflader børnene kan føle på.

Musik og sang
Spædbørn nyder at lytte til sang og musik. Børnebiblioteket har sangbøger og cd´er med alle de populære sange og vuggeviser. Du kan låne fagtesange og klassisk musik samt bøger om, hvordan du kan stimulere dit barns musikalitet.

Når dit barn vokser
Børn lærer gennem leg med ord. Bøger med rim og remser hjælper børnene med at opdage nye ord og ofte er bøgerne sjove for både den voksne og de små.

Biblioteket har mange emnebøger, der styrker begrebsindlæringen. Børn synes det er spændende at finde ud af verden omkring sig og har glæde af bøger om biler, dyr, familie, kroppen og naturen.

Når børnene er klar til at høre lidt længere historier har biblioteket både nye bøger og gode gamle kendinge som Cirkeline, Alfons Åberg og Peter Pedal.I kan låne puslespil og handskedukker eller en ”peg og leg-kuffert”, som både indeholder musik, bøger og legetøj om et emne.

Film
Børn lærer hurtigt Bamse og Kylling at kende fra fjernsynet og de elsker at gense de populære figurer. Dem og Sigurds Bjørnetime, Pingu, Kaj og Andrea er blot nogle af de mange film børnebiblioteket har til de mindre børn.

En gave til de mindste
Når et barn er 3-4 måneder gammelt, får forældrene tilsendt en folder med præsentation af udvalgte tilbud specielt rettet mod barnet og dets voksne. På denne måde byder vi de små nye borgere velkomne på biblioteket. Samtidig forærer vi en lille gave til barnet og dets forældre. Det er illustratoren Kamilla Wichmanns fine nye billedbog: Dyr på gården, som stimulerer barnets syn og dermed er med til at give dem en god start i bog- og billedverdenen. Bogen kan hentes på et af kommunens fem biblioteker.

Nyhedsbrev til børnefamilier
Hold dig opdateret med dit børnebibliotek  og bliv opmærksom på alle biblioteksarrangementerne for børn og forældre. Nyhedsbrevet udsendes på mail hver anden måned. Tilmeld dig på bornefamilie@helsbib.dk

Babyliv
Biblioteket har særlig mange tilbud til familier med babyer. Under overskriftet Babyliv tilbyder vi en vifte af arrangementer, for eksempel barnevogns-pilates, rytmik for babyer, sjove & nyttige foredrag for begge forældre eller Babybio, med voksenfilm i babyvenlige omgivelser. Når der ikke er arrangementer er der stadig mange muligheder for at lege, hygge og låne på de 5 børnebiblioteker i kommunen. Biblioteket er et godt sted at finde sammen med andre nye forældre og børn.

Åbent hus med sundhedsplejerskerne
Hver tirsdag kl. 10-12 kan I kigge ind til åbent hus med sundhedsplejerskerne på Biblioteket på Kulturværftet. Her kan I få individuel rådgivning om alt fra søvn, mos og motorik til søskende-jalousi og forældreskab. I kan også få jeres barn undersøgt, målt og vejet og I kan møde andre forældre og børn. Der er te og kaffe og hygge hver tirsdag. Åbent hus er et samarbejde mellem sundhedsplejerskerne i Helsingør kommune og Helsingør bibliotek, Kulturværftet.

 

Legestuer
I kan komme i legestue 3 gange om ugen på børnebibliotekerne. Det er mandage og onsdage på Espergærde bibliotek og hver fredag på Kulturværftet. Alle gange kl. 10-12. Her kan I møde andre børn, forældre og bedsteforældre og få inspiration til nye lege med jeres børn. Legestuerne er etableret i samarbejde mellem bibliotekerne og Helsingør kommunes Legetek.