Hjælp til studierne
Når du søger information til en opgave, kan du enten selv forsøge at finde materialer ved hjælp af bibliotekets hjemmeside eller du kan vælge at henvende dig på biblioteket og få hjælp. Har Helsingør Kommunes Biblioteker ikke bogen, kan den i mange tilfælde bestilles hjem fra et andet bibliotek. Du kan selv bestille fra folkebiblioteker og universitetsbiblioteker i hele Danmark og afhente bogen på et bibliotek her i kommunen. Bøger, musik og film fra hele landet bestiller du via www.bibliotek.dk .
Vær opmærksom på, at det ofte tager ca. en uge at få en bog hjem fra et andet bibliotek og længere, hvis der er kø. Begynd derfor at søge information i god tid inden din opgave skal afleveres.
Biblioteket har købt adgang til mange baser, der indeholder opdateret information af høj kvalitet. Du har adgang til nogle af baserne hjemmefra mens du skal sidde på biblioteket for at bruge andre.
Book en bibliotekar
Bibliotekarene hjælper altid gerne med at søge information om et emne. Hvis der er meget travlt på biblioteket eller hvis dit emne kræver forberedelse, kan det være en god idé på forhånd at booke en halv time med en bibliotekar. Du vil få hjælp til selvhjælp i form af vejledning i, hvordan og i hvilke baser det er hensigtsmæssigt at søge.
Skriv opgave på biblioteket
Hovedbiblioteket har en række studierum, hvor du kan sidde og arbejde alene eller sammen med andre. Studierummene kan bookes på forhånd, hvis du vil være sikker på, at der er ledigt.
Der findes desuden PCere, printere, kopimaskiner og scanner på bibliotekerne. Print koster 1 kr. pr. side og fotokopier 2 kr. pr. side. Spørg gerne personalet, hvis du har brug for hjælp til maskinerne.
Der er trådløst netværk på alle bibliotekerne i Helsingør Kommune.
Besvær med at læse og skrive
Alle kommunens biblioteker har installeret CD-ORD på en PC. CD-ORD er et program, der kan læse en tekst højt eller foreslå stavninger af ord.
Personalet kan hjælpe dig med at bruge programmet. Book eventuelt en bibliotekar, der kan sætte dig ind i, hvordan det virker.
