I de seneste romaner fra Austers hånd har man kunne ane en tendens: Hans hovedpersoner er blevet ældre og mere end blot almindeligt opmærksomme på deres egen dødelighed. I Brooklyn Dårskab står hovedpersonen nærmest på dødens rand, og i Mand i Mørke skildres en pensioneret litteraturkritikers indre liv og bekymringer igennem skildringen af et sært, krigshærget parallelunivers. Og selvom Austers seneste roman, Usynlig, var fyldt med unge, desperate mennesker i finanskrisens vold, så mødte man også den sørgende, aldrende forlægger, man som læser havde på fornemmelsen havde mere end blot en eller to ting tilfælles med forfatteren.

Det fiktive og det selvbiografiske

 Auster har altid brugt sig selv i sine bøger. Fiktion og selvbiografi smelter sammen, og det er ofte umuligt for læseren at vide, hvad der er hvad. Flere af hans værker har dog haft form af decideret selvbiografi: I Opfindelsen af Ensomhed mediterede han over faderrollen med udgangspunkt i egne oplevelser som både søn og fader. I Den Røde Notesbog – og andre sande historier reflekterede han over egne livsoplevelsers betydning for forfatterskabet. Nu har han endnu engang begået et selvbiografisk værk i Vinternoter, der som titlen antyder, er en bog, der er skrevet på kanten til den egentlige alderdom.

Tilfældet og absurditeten

Det er ikke alle forfattere undt at bryde igennem med debutromanen, men det var ikke desto mindre, hvad der skete for Auster, da han i By af Glas blandede kriminalroman med eksistentialisme og det absurde. Bogen udkom i 1985 og var første del i nyklassikeren, New York Trilogien. Det er på mange måder stadigvæk Austers mest berømte værk, selvom man bestemt ikke skal kimse af bøger som Moon Palace, I Det Sidstes Land, Tilfældets Musik, Illusionernes Bog og Tilfældets Musik, der om nogen af hans værker kredser om forfatterskabets hovedtemaer: Tilfældets magt i menneskets liv kontra livets umiddelbare meningsløshed. Det lyder ikke muntert, og det er det sådan set heller ikke. Men der har altid været en humor og en humanisme i Austers værker, der forhindrer de eksistentialistiske betragtninger i at synke ned i total håbløshed.

Det ukendte og det genkendelige
Hans sprog er enkelt, men hans pointer og temaer er komplekse. En egenskab han i øvrigt deler med den japanske succesforfatter Haruki Murakami, der ligesom Auster også mestrer balancen imellem det mystiske og det hverdagsagtige. Det ukendte og det genkendelige. Auster undrer sig og stiller spørgsmål mere end han besvarer dem – en undren, der nærmest er taget til i styrke i de senere år. Måske er det gået op for ham, at han sandsynligvis ikke når at skrive sig frem til alle de svar, han har ledt efter siden New York Trilogien.

Seriøs og humoristisk
Da Auster besøgte Kulturværftet i Helsingør i 2011 var det tydeligt for alle, der oplevede ham, at han er en underfundig herre med en humoristisk tilgang til livet. På en og samme gang seriøs og humoristisk. Man fik indtryk af en mand, der ser livets særheder og tilfældets ofte uforståelige musik i øjnene med en undrende rynke på panden og et sort-humoristisk smil på læben.

Vi har nydt at være med på rejsen, og vi glæder os til at læse resultatet af Austers fremtidige grublerier. Må han aldrig blive færdig!

Et stort tillykke med de 65 til Mr. Paul Auster!