|
|||||||||||
Tine Bryld – et lettere kaotisk ridtPressemeddelelseOnsdag d. 17. marts kommer én af tiden førende kulturpersonligheder på Espergærde Bibliotek kl. 19.30. Hun vil fortælle om sit livs op- og nedture, såvel offentligt som privat. Tine Bryld, som fyldte 70 år i december 2009, blev uddannet som socialrådgiver i 1965. Hun arbejdede nogle år på Mødrehjælpen, og fra 1969 blev hun ansat som leder af et dagcenter for unge stofmisbrugere. Hun virkede som socialrådgiver på Christiania i 1972-87. Hun havde ikke noget kontor, så hun gik rundt i boliger og på værtshuse og snakkede med folk. Hun har skrevet bogen ”Herfra og videre” (2004) om rådgivningen på Christiania. Mest kendt er Tine Bryld nok for ungdomsprogrammet ”Tværs”, hvor hun har besvaret spørgsmål for flere generationer af unge fra 1972 helt til 2009. Hun har været engageret i sociale spørgsmål i Grønland. Om grønlandske indsatte på ubestemt tid udgav hun i 1992 bogen ”De nederste i Herstedvester” og om grønlandske børn, som blev bortadopteret til danske familier udgav hun i 2002 ”Hjemmestyrets børn”. Meningen var, at de grønlandske unge skulle vende tilbage til Grønland med en god uddannelse, men projektet mislykkedes, mildt sagt. Da hendes to første børn var på alder med hovedpersonerne skrev hun de skønlitterære ungdomsbøger ”Pige Liv”, ”Befri dit liv” og ”Liv og Alexander” i årene 1982-84. Bøgerne læses stadig af tidens unge. Hun har skrevet dokumentarbøger om unge, ”Lokummet brænder” (1987) og ”Gadeliv”(1994). Hun var i 1961-68 gift med Claus Bryld og fandt efter en hård skilsmisse sin anden mand, Arne Gaardmand, som døde i 2008. Tine Bryld assisteres af journalisten Gitte Løkkegaard, 46 år. Hun har skrevet den aktuelle biografi ”Tine Bryld – et lettere kaotisk ridt” (2009). Gitte Løkkegaard har været producer på P4 og har haft sit eget radioprogram ”Løkkegaards” i 4½ år. Hun vil fortælle om arbejdet med bogen og læse udvalgte passager op. Der er lagt op til en spændende aften på Espergærde Bibliotek. Billetter til 60 kr. kan købes på Espergærde Bibliotek eller bestilles på tlf. 49 28 26 30 eller mail esper@helsbib.dk. Arrangementet er støttet af Kunststyrelsen.Venlig hilsen |
|||||||||||
Opdateret: 8. marts 2010
|
|||||||||||