Paranormal Romance

Af Lillian Nørgaard Holm, voksenbibliotekar, Hovedbiblioteket

Buffy the Vampire Slayer med Angel og Spike

Forestil dig en vampyr!

Niks. Der tager du fejl. Han er ikke en halvgammel, bleg mand med grusomme ansigtstræk, bloddryppende hugtænder og iført en sort kappe.

Han er derimod stærk, smuk, rig, klog, galant, charmerende, velklædt, altid ung af udseende, farlig, mystisk, handlekraftig og så godt som udødelig. Altså alt det som de normale, kedelige, blødsødne og dødelige mænd, resten af litteraturen har at tilbyde, ikke er.

Bogforside: Charlaine Harris: Living dead in Dallas. Ace BooksDen moderne vampyr har fået fodfæste i litteraturen, og især forfattere med hang til et romantiske islæt i sine romaner har med kyshånd taget imod denne nyfortolkning af vampyren som den ultimative alfa-han i en genre, der bliver kaldt paranormal romance.

Min generation blev først bekendt med denne nye slags vampyr via tv-serien Buffy the Vampire Slayer. Jeg kender ikke en eneste kvinde i min omgangskreds, som ikke gerne ville ofre lidt af deres sjæl for at flette fingre med en af Buffy’s vampyr-flammer, Angel og Spike.

Men første gang, jeg faldt over denne nye fortolkning af vampyren på skrift, var i en bog af Charlaine Harris ”Dead Until Dark.”

Det tog kun et enkelt bid

Jeg blev suget ind i dette nye univers og kunne slet ikke løsrive mig. Dette var meget overraskende for mig, da jeg personligt slet ikke er til gysere. Hverken på skærm eller på skrift. Men Charlaine Harris leverer fire ting i sine romaner, som gør at jeg kan klare de blodudgydelser, der nødvendigvis må være i disse bøger med vampyrer:
  1. En velgennemtænkt og uforudsigelig handling
  2. Humor. Masser af humor.
  3. Et stort persongalleri med et større udvalg af mandlige helte, som man godt gider bruge sin fritid på at drømme lidt om.
  4. En handlekraftig og bagdelssparkende kvindelig hovedperson.

Bogforside: Charlaine Harris: Living dead in Dallas. Ace BooksSookie Stackhouse, den kvindelige hovedperson i Harris’ bøger, er lige så snu som Prinsesse Leia i Star Wars, lige så stærk som Linda Hamilton i Terminator 2, og ligeså viljestærk som Katherine i Shakespeare’s ”Trold Kan Tæmmes” (altså før hun bliver tam). Hun arbejder som tjener på en bar i en lille flække i Louisiana og er egentlig godt tilfreds med sit liv. På nær det faktum, at hun kan høre andre folks tanker. Det har været lidt svært for hende at blive forelsket i en mand, når hun samtidig kan høre, at han synes, hendes røv er lidt for stor. Indtil hun møder Bill. Som er en vampyr. Hun kan ikke høre vampyrers tanker, og vampyrerne har svært ved at modstå hende, hvilket betyder, at hun hurtigt bliver trukket ind i vampyrernes verden, hvor der falder både fysiske, verbale og politiske øretæver til højre og venstre.

Vampyrerne i ”A Southern Vampire Novel”, som serien hedder, kan give sig til kende og færde blandt mennesker, fordi japanske forskere har opfundet noget syntetisk blod, som giver vampyrerne lige så meget næring som menneskeblod.

”Åh Edward....”

Bogforside: Stephenie Meyer: Twilight. Atom Anderledes står det til i den efterhånden meget kendte serie ”Twilight”, skrevet af Stephenie Meyer, der er blevet spået at skulle slå Harry Potter af tronen. I dette univers er helte-vampyrerne ”vegetarer”. Hvilket betyder, at de lever af dyr fremfor mennesker.

Bøgerne handler om den 17-årige heltinde Bella, der flytter hjem til sin far i lille by, hvor solen aldrig skinner. Her føler hun sig mærkeligt tiltrukket af den guddommelige smukke Edward, der redder hendes liv. I Edward genkendte jeg hurtigt den mandlige helt Barbara Cartland har beskrevet et utal af gange. Ham som jeg drømte om, dengang jeg var en ung teenager. De eneste to reelle forskelle er, at Edward er vampyr og for evig 17 år gammel.

I en alder af 32 burde jeg måske ikke læse ”ungdomsromaner”. Men grunden til, at jeg på under en uge alligevel med øjnene marcherede de i alt 2.400 sider fordelt på fire bøger, er, at Meyer har været klog nok til at gøre sine hovedpersoner ældre end deres alder. Bella har altid været det voksne barn, der passede på sin mor, og Edward er jo i virkeligheden omkring 100 år gammel. Så det hører til sjældenhederne, at de fortaber sig i teenage-fnidder. Bella er dog en tand for tøse-usikker på sig selv, synes jeg. I hvert fald i forhold til Sookie. Men lidt realistisk skal vel selv en vampyr-roman have lov til at være.

Uvirkelighedens verden

Bogforside: MaryJanice Davidson; Undead and unwed. Berkley Sensation Der findes også bøger med kvindelige vampyrer i hovedrollen. Blandt andet MaryJanice Davidson har skrevet en serie om Betsy Taylor, der er Bridget Jones’ svar på en vampyr. Davidson har også skrevet en om en anden kvindelig hovedperson, Fred, der er havfrue.

Det er det fine ved Paranormal Romance universet. Her bliver alle de væsener, vi hørte om i vores barndoms eventyr inviteret indenfor. Hekse, varulve, feer, drager og selv guderne får hovedroller i disse fantastiske romaner som et eller andet sted må betegnes som Harry Potter for voksne.

Til sidst bliver jeg nødt til at nævne Anne Rice. Hendes litterære bidrag om vampyrer, kan ikke kaldes paranormal romance, men hun har været med til at ”menneskeliggøre” vampyrerne, så de ikke længere er enkeltdimensionelle uhyrer. Hun er en af de få forfattere, hvis bøger om vampyrer er blevet oversat til dansk. Meyer’s bøger ved at blive oversat til dansk lige nu og den første i rækken hedder ”Tusmørke”. Bøger af begge forfattere er også blevet filmatiseret, og serien om Sookie er blevet til en amerikansk tv-serie, der hedder TrueBlood (navnet på det syntetiske blod).

DVD-omslag: Interview with the vampire.Hvis man vil lære mere om de litterære vampyrer har man chancen for det på Hovedbiblioteket tirsdag den 17. februar, hvor horror-eksperten Mathias Clasen, kommer og fortæller om vampyrens udvikling set fra et darwinistisk synspunkt. Clasen har blandt andet fortalt om samme emne på DR2s programserie ”Viden Om”.

Ellers har Hovedbiblioteket samlet en masse bøger om vampyrer og andre sære eksistenser både i genren Paranormal Romance, men også gedigne gysere i vores samling der hedder ”Uvirkelighedens Verden”, som du finder i Mediehjørnet.

Paranormal romance


Lillian Nørgaard Holm

Se programmet Viden Om på DR2 med Mathias Clasen her:

»  www.dr.dk/DR2/VidenOm

Kunne du lide denne artikel vil du måske også kunne lide:

Men størst af alt er kærligheden
»  www.helsbib.dk/tilbud/
tekst_lyd_billede/maj08/
kaerligheden.asp

Tror du på spøgelser
»  www.helsbib.dk/tilbud/
tekst_lyd_billede/februar08/
spogelser.asp

Se traileren til filmen Twilight, som får premiere til februar 2009 her:
»  www.youtube.com/
watch?v=xBvOhfL4mYw 

Se trailer til tv-serien True Blood, som skulle være på vej til dansk tv her:
»  www.youtube.com/
watch?v=Vd5E-pHzXGI

 Tilmeld dig Tekst, Lyd &
 Billedes nyhedsbrev









Til toppen af siden
Spørgsmål og kommentarer til denne side
Opdateret: 5. januar 2009