Forårsfornemmelser i sang og musik

Det er svært at bebrejde forårsfetichister deres tilbøjeligheder. Selvfølgelig er det dejligt, når man fornemmer mildheden i luften og så småt kan ane et grønt skær hist og her. Fuglefløjt, muldvarpeskud, definitivt slut med snerydning for denne gang. Jo, fint nok.

Og man kan selvfølgelig have sine mere eller mindre velargumenterede årstidsbestemte præferencer, hvad angår forbrug af musik, litteratur, billedkunst. Særlig rationelle er valgene vel næppe, og der er jo også dem, der mener, at ’den slags’ hører den såkaldt mørke årstid til.

Tro dem ikke. Der er musik til enhver årstid, til enhver tid på døgnet.

OK, jeg kunne ikke drømme om at sætte opera på anlægget en morgen eller tidlig formiddag, og kun sjældent skallesmækkende bigband-jazz, men vis mig det menneske, der ikke bliver bare lidt lettere om hjertet i selskab med Povl Dissings ”Hilsen til Forårssolen”, en sang, som burde kunne slå sprækker i enhver form for vintersortsyn eller nedmuntring.

Eller som en gammel ven sagde det: ”Under disse omstændigheder er det svært at bevare pessimismen…”

Færdig med

- ”I sne står urt og busk i skjul” og skutter sig, bare man skal ud og hente avisen, og selv om vi måske lige knap nok er nået til ”Grøn er vårens hæk” eller ”Hør den lille stær”, så kan vi da diskret nynne ”Nu lakker det ad tiden småt…” (er det ikke en af de forårssange, som er lidt overset?).
At ”Storken sidder på bondens tag” så kun har reel relevans få steder i landet, det må vi leve med, ligesom ”En yndig og frydefuld sommertid” måske ikke er lige om hjørnet. Syng dem, nyn dem, fløjt dem. Det kan næsten føles, som om man går en smule lettere på jorden, når man gør det, uanset, at ens omgivelser måske ikke altid værdsætter de gode hensigter…det er én af de få ting, jeg kan være enig med Bertel Haarder i: ”Der synges for lidt i dette land”.

For den danske sangskat er virkelig rig og brugbar til alle årstider. Uanset om man selv er udøvende eller man ’bare’ vil glæde sig over et af de mange gode kor, vi har, og uanset, om man er fast forankret i Grundtvig eller (som jeg) synes, at det var på tide, at den seneste udgave af Højskolesangbogen omsider har skaffet sig af med hans mest tågehornsagtige tekster.

Hvis jeg prøver

-  at gå tæt på mit eget musikalske sanseapparat, dukker der ord op som ’lyrisk’ og ’luftigt’, måske også ’underfundigt’, og herfra er der i min optik kun ganske kort til altsaxofonisten Lee Konitz. Denne nu 80-årige, men stadig spillevende kunstner, har igennem hele sin karriere dyrket den amerikanske evergreentradition, men i sine ofte svalt-lavmælte improvisationer kan han få velkendt materiale til at virke forbløffende nyt for lytteren, og ikke mindre vigtigt: for sig selv. Udtrykt lidt firkantet vil jeg sige, at jo færre medspillere, Konitz omgiver sig med, jo mere spændende er hans musik ofte.

 Tilsvarende passer en bestemt del af jazzens rige guitartradition mig fint ved forårstide, nemlig den, der praktiseres af musikere som Jim Hall, Jimmy Raney og Tal Farlow. Også her er der tale om musikere, som ikke møver på eller med vold og magt skal have den op i femte gear med det samme. Let tilbagelænet overblik, ro i spillet, ofte fornemmelsen af en vis pertentlighed (uden at vi derfor nærmer os den fnugfri kedsommelighed) og af, at der ligger musikalske kræfter og ressourcer, som kan slippes løs gradvist, lidt ligesom når alting grønnes en smule mere fra dag til dag.

Om det ligefrem ’hører foråret til’, eller det bare er en fiks idé hos mig, er nok svært at afgøre, måske heller ikke strengt nødvendigt, men under alle omstændigheder har duoen Haugaard & Høirups musik passet mig svært godt, når foråret begynder at røre på sig. Et herligt, fordomsfrit og frimodigt mix af ældre og ny(skrevet) dansk folkemusik med de tos mageløse, legende samarbejde på violin og guitar.

Eller

- læs Frank Jægers ungdomsdigte, som jo for manges vedkommende dufter og damper af forår og fremspirende frodighed. Nogle af dem er der sat musik til, men her foretrækker jeg nok at nøjes med (’nøjes med’ – hold da op) at læse dem og kalde mine egne indre billeder frem, så troværdige, Erik Grips og Tony Vejslevs sungne udgaver i øvrigt er.