Sigøjnernes Holocaust

Suzanne Schytt, pr, Hovedbiblioteket
Oprindelig bragt januar 2003.

At sigøjnerne under den anden verdenskrig var udsat  for de samme ufattelige grusomheder  som jøderne  har været et næsten mørkelagt kapitel i efterkrigstidens europæiske historieskrivning.

Livsglæden og sorgen

Den nulevende østrigsk-sigøjnske kunstnerinde Ceija Stojka, hvis billeder udstilledes på Helsingør Hovedbibliotek i januar 2003, kaster strejflys ind i det historiske mørke. Hun  tilbragte nogle af sine barneår i Auschwitz, og udstillingen rummede et lille udvalg  af  stærke erindringsbilleder derfra.

Der var desværre kun mulighed for at vise et enkelt lille blomsterbillede, som repræsenterer den anden side af  Ceija Stojka: En smittende livsglæde, som udtrykkes i smukke blomstermotiver og erindringsbilleder fra barndommens liv med stammen.

Kun 6 overlevede

Ceija Stojka blev født i 1933 på en kro i Kraubath i Steiermark i Østrig, hvor hendes familie i mange generationer havde handlet med heste. Om sommeren rejste de rundt og gjorde forretning med bønderne, om vinteren boede de i lejr, som regel ved Wien.

Kun 6 ud af 262 Roma (Lovari) sigøjnere fra denne stamme (udvidede familie) overlevede nazisternes KZ-lejre under Anden Verdenskrig: Ceija, hendes mor og 4 søskende.

”Sigøjnernatten”

Ceija og hendes familie blev afhentet af Gestapo i deres lejlighed i Paletzgasse i Wien i 1943 kl. seks om morgenen og med mange andre østrigske sigøjnere kom de til Auschwitz-Birkenau til den såkaldte ”Sigøjner Familielejr”. Denne lejr nedlagdes natten mellem 2. og 3. august 1944, hvor officielt 20.933 sigøjnere gassedes, unge og gamle, kvinder og børn. Kort tid inden var godt 2.000 arbejdsduelige sigøjnere sendt til andre KZ-lejre.

Historien synges, fortælles, males...

Efter ufattelige rædsler og lidelser, sult og sygdom befriede englænderne Ceija Stojka og hendes mor fra Bergen-Belsen i 1945, og langsomt samledes den overlevende familie atter i Wien, hvor Ceija Stojka i dag bor.

Sigøjnernes kultur er ikke boglig, og det er en af grundene til, at de ikke selv har beskrevet eller skriftligt analyseret holocaust. De fortæller deres historie videre i kunst, musik og sang, og ud over at male og tegne, har Ceija Stojka også altid sunget, mest indenfor sin egen kultur af Roma (Lovari) sigøjnere, hvor hun er kendt som en stor sangerinde i den fortællende Lovari sangtradition.

To livshistorier

På dansk findes kun to beskrivelser af sigøjnernes holocaust, oplevet gennem enkelte menneskers autentiske livshistorie: Den østrigske forfatter Erik Hackls "Afsked med Sidonie", om sigøjner-hittebarnet Sidonie, som et østrigsk ægtepar ønsker at adoptere, men som hele lokalbefolkningen i deres by presser dem til at skaffe sig af med.

I "Brændglasset" fortæller den tyske sigøjner Otto Rosenberg sin historie om sin familie, tiden i ”sigøjnerlejren” i Auschwitz-Birkenau, og hvad der siden fulgte.

Ikke se, ikke høre

Forfatteren Fritz Pedersen var den første ,som udgav en dokumenteret skildring af udryddelsen af en halv million sigøjnerne på dansk i bogen "Skyd zigeunerne". Det er tankevækkende, at den først udkommer 50 år efter krigens udbrud. Som det siges i bogen: ”Her resultatet af et årelangt arbejde med at afdække virkeligheden bag nazisternes udryddelse af et etnisk mindretal, som vi i dag heller ikke har meget tilovers for. Store dele af den tyske civilbefolkning og mange af verdens politiske ledere kendte til folkedrabene, men de reagerede for sent - eller reagerede slet ikke.

Lad det aldrig ske igen

Derfor er bogen også en nødvendig advarsel! Som i Hitler-tyskland hører vi i dag kendte, danske politikere hævde, at disse mennesker er en trussel imod det danske samfund.. I Auschwitz´ gaskammer, indbegrebet af ondskab og lidelse, så jeg en lille seddel, skrevet med sirlig barneskrift: ”Lad det aldrig ske igen”. Jeg forstod, hvor stort et ansvar, vi alle bærer rundt på, og at vi tilsyneladende næsten intet havde lært”, siger Fritz Pedersen i bogens efterskrift.

Folket, som ingen vil have

Drevet af den samme følelse af ansvar også på den norske befolknings vegne, udgav den norske forfatter Jahn Otto Johansen, næsten samtidig med Fritz Pedersen, sin dokumentation Sigøynernes holocaust.

Bogen blev fulgt op med "Folket som ingen vil ha" - en gennemgang af sigøjnernes forhold før, under og efter 2.verdenskrig i de enkelte østeuropæiske lande og Rusland. Dokumentationen omfatter også tiden under de kommunistiske regimer og forholdene efter jerntæppets fald indtil 1995.

Den rumænske forfatter Zaharia Stancu har med sin roman "Sigøjnerstammen", givet os mulighed for at opleve en stammes liv og følelser indefra, mens de i 1941, som tusinder af andre sigøjnere forsøger at flygte for Antonescus fascistiske regime.

I alt 40.000 rumænske sigøjnere blev deporteret til kz- lejre.