|
|||||||||||
Ritt Bjerregaard og Søren Mørch – om krig og kærlighedAf: Mette Davidsen, Voksenafdelingen, Espergærde BibliotekDen 22. februar kl. 19 kan du opleve et af Danmarks mest fascinerende ægtepar, Ritt Bjerregaard og Søren Mørch, på Espergærde Bibliotek. ![]() Ritt Bjerregaard og Søren Mørch er aktuelle med bogen ” Ritt og Søren – samtaler om krig og kærlighed”. I foredraget i Espergærde fortæller de - uden filter – om deres syn på magtens kampe og tiltrækning. Om venner og fjender. Socialdemokratiets krise og de blodige opgør bag scenen i dansk politik. Men parret afslører også hemmeligheden bag et langt ægteskab på godt og ondt, og de beretter om deres personlige valg, børn, sygdom og kærlighed. På biblioteket kan du finde en lang række bøger af Søren Mørch og Ritt Bjerregaard. Her følger et par punktnedslag, og ude til højre kan du se en komplet liste over deres forfatterskaber. Historikeren Søren Mørch er historiker og var, indtil han blev pensioneret, lektor på
Syddansk Universitet. I ti år var han leder af ”Center for
Mellemøststudier” og han har skrevet en del om dansk historie, hvordan
vi blev en nationalstat og hvordan det går med Danmark i nutidens
globaliserede samfund. Mørchs skarpe analytiske sans er krydret med
humor og sarkasme.”Den sidste Danmarkshistorie” handler netop om, hvordan Danmark i løbet af 1800-tallet blev en nationalstat, og hvordan dette begreb allerede er ved at være forældet. ”Store forandringer – 61 fortællinger om hvordan verden blev moderne” er en række essay-agtige afsnit om historiens gang. De er et udvalg af de historiske vendepunkter, der gjorde de gamle dage gamle – og de nye tider moderne. Mørch har i denne bog et mikrohistorisk perspektiv – i et forsøg på at forstå de store linjer. ”Vældige ting – 63 fortællinger om verden som den er” er en efterfølger til ”Store forandringer”. Mørch tager udgangspunkt i historien om jernbanen – blandt andet set gennem H.C. Andersens øjne. Han giver indsigtsfulde beretninger om Tysklands udvikling fra Bismarck til Adolf Hitler, fra 1. verdenskrigs slagmarker til atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Og endelig er der fortællingen om det amerikanske landbrugs udvikling fra familiebrug til industri – måske en af de mest afgørende bevægelser i overgangen fra den gamle til den moderne verden? Politikeren Ritt Bjerregaard har de sidste 40 år været en af dansk politiks mest
markante skikkelser. Hun var undervisningsminister i Anker Jørgensens
regering, og senere hen blev hun socialminister. I 2000 blev Ritt
fødevareminister i Poul Nyrup Rasmussens regering – og fra 2006 frem til
1. januar 2010 var hun overborgmester i København.Sideløbende med den politiske karriere har Ritt også haft tid til at skrive bøger. Under valgkampen til overborgmesterposten skrev hun bogen ”Mit København”, hvor hun tager læseren med rundt i det København, hun kender så godt og er vokset op i. Der er den toværelses på Vesterbro, hvor barndommen blev tilbragt, og vi følger den politiske karriere i Folketinget. Det er en flot billedbog krydret med Ritts (politiske) holdninger. Udover det politiske virke, er Ritt Bjerregaard også æbleavler, og ”Mine æbler” er en velskreven og oplysende fagbog for haveinteresserede. Der er en beskrivelse af det praktiske arbejde på en frugtplantage, hvordan man vælger egnede æblesorter til økologisk dyrkning i egen have – og ikke mindst glæden ved naturen skinner igennem. |
Mød Ritt Bjerregaard og Søren Mørch på Espergærde Bibliotek d. 22. februar kl. 19. Pris 100 kr. Billetter kan købes på biblioteket eller bestilles på tlf. 49 28 26 30, mail esper@helsbib.dk
|
||||||||||
Opdateret: 8.
februar 2010
|
|||||||||||