Tegnede historier og billeder til varme, våde og halvkolde dage
 

Nogle historier er så gode, at både ung og gammel bør kunne nyde dem uden at behøve at skamme sig. Da det engelske forlag bag Harry Potter-bøgerne sendte den elskede serie i trykken, blev der lavet forsider til både børn og voksne. Så kunne Potter-fans med en lidt større bunke år på bagen sidde i undergrundstogene og læse løs uden at skulle skjule, at det i bund og grund var en børnebog, de var opslugt af.

Det er dog ikke alle børneudgivelser med bred appel, der bliver pakket ind til mere end en målgruppe. Harry er noget specielt, og sådan bør det også være. Dog findes der mange andre såkaldte børnetitler, der kan nydes af voksne med eventyrlyst og et ungdommeligt gåpåmod.

Og for at gøre det hele endnu værre for de voksne, der skammer sig over deres barnlige lyster ud i det kulturelle, så vil denne artikel ene og alene tale om tegneserier og en enkelt tegnefilm. Men bliv alligevel hængende - de er besværet værd.

Prinsen og verdensrummet

Den franske tegneserieskaber Joann Sfar er en alsidig herre. Hans graphic novels om Rabbinerens kat er mest for voksne og ligeså hans spillefilm om den legendariske, franske sanger Serge Gainsbourg, der har kørt i danske biografer i år. Men Sfar har også begået en vidunderlig tegneserieudgave af den klassiske roman, ”Den lille prins”. Teksten holder sig tæt op ad oplægget, imens Sfars smukke tegninger er en velafbalanceret blanding af inspirationer fra de kendte tegninger fra den oprindelige roman og så Sfars egen, meget personlige og let genkendelige stil. Al poesien i historien er intakt, og det er en vidunderlig oplevelse at læse denne tegneseriefortolkning af Antoine de Saint-Exupérys roman.

Finurlighed og poesi

Kazu Kibuishi hedder den amerikanske forfatter og tegner bag serien ”Amulet”. Indtil videre er der kommet to bind i denne smukt illustrerede og spændende serie af graphic novels, der kan beskrives som en blanding imellem Harry Potter-agtig fantasy og film af den japanske mesterinstruktør Hayao Miyazaki (mere om ham lige om lidt).

Emily og Navin mister deres far og flytter til et mystisk, gammelt hus sammen med deres mor. Det viser sig, at husets kælder er en indgang til en anden verden, og da moren bortføres, må de to børn redde hende. Eventyrlandet på den anden side er fyldt med alt fra elverlignende væsener og robotter så store som huse. Umiddelbart lyder Amulet i den grad som en tegneserie for børn, men der er en elegance, melankoli og skrøbelighed over både tegningerne og historien, der forunderligt nok er både dynamisk og dvælende på en og samme tid. Kibuishi har et mesterligt tag på tegneseriens fortællemæssige tricks, og Amulets eventyrlige og finurlige univers burde kunne gøre indtryk på selv den mest kyniske voksenlæser. Selv da den talende ræv dukker op.

Hayao Miyazakis forunderlige skovvæsener

Kibuishis Amulet er som sagt inspireret af den japanske mesterinstruktør Hayao Miyazakis animerede film, der i disse år er i gang med at blive udsendt på det danske marked. Miyazakis første film er fra sidst i 70’erne, men det er ”Min nabo Totoro” fra 1988, der er hans mest gennemførte og magiske værk. To børn flytter med deres far ud på landet, imens deres mor er indlagt på hospitalet. Miyazaki skildrer dette landlige miljø i Japan med rendyrket filmmagi. Vand, der drypper, og en frø, der hopper, bliver til underspillet poesi. Magien og poesien får i den grad ben at gå på, da børnene opdager nogle sære og søde væsener, der bor i skoven bag huset. Det største væsen hedder Totoro, og grænsen imellem virkelighed og fantasi bliver udvisket for både børnene og publikum.

Miyazaki har en mageløs og næsten ubegribeligt stor forståelse for, hvordan børn tænker og agerer. Når man ser filmen, bliver man mindet om ting fra ens egen barndom, som man måske havde glemt. Man husker pludselig, hvordan verden så ud, da man var seks år gammel. Min nabo Totoro er Miyazakis mest enkle film, men næsten ligesom et haiku-digt rummer den nærmest uendelige dybder. Filmmagi bliver simpelthen ikke mere magisk end denne film!

Der er især en bestemt scene i filmen, man husker bagefter. Den foregår ved et busstoppested, og så skal der ikke afsløres mere. En af filmhistoriens bedste scener!

Til varme, våde eller halvkolde dage…

Når regnen siler ned eller sommeren bliver for varm, så er der masser af oplevelser, man kan dele med sit indre barn. Skovvæsener fra Japan, eventyrverdener i kælderen eller små prinser på rejse igennem verdensrummet. Hvad enten man er lille eller stor, ung eller gammel.