Den indre flygtning

En brudgom fra Kabul og hans forlover begiver sig af sted ud ad byen for at hente en onkel til bryllupsfesten. Onklen er hovedperson i en familiestrid, og da et bryllup er en glædens dag,
er dagen velegnet til forsoning. Men den omverden, de to unge mænd er nødt til at drage ud i, er uforsonlig. Krig og borgerkrig hærger, fronten går tværs igennem byer og landsbyer, fjenden kan være din nabo.
Traditionen siger, at en brudgom er dagens konge, hvis ønsker skal respekteres overalt, hvor han kommer frem, og de to unge mænd klamrer sig fulde af angst til denne tanke, da de bliver holdt tilbage ved en kontrolpost. Ønsker brudgommen at komme videre – så må han danse en bryllupsdans – det siger traditionen også. Og danset, det bliver der – en gruopvækkende dans, hvor blodrøde blomster slår ud på det hvide bryllupstøj..

Hvor ingen flugt er mulig

”Brudgommen fra Kabul” er en af 8 fortællinger fra nutidens Afghanistan, skrevet af den afghanske forfatter, Assef Soltanzadeh, og netop udgivet på dansk med titlen ”Mennesker på flugt”. Assef Soltanzadeh, som bor på Fyn, er selv flygtning, og har først for nylig fået permanent opholdstilladelse i Danmark.
Tag ikke fejl af titlen - disse noveller handler ikke om Afghanistans politiske situation, eller om flygtninge, som foretager en geografisk rejse til et andet land.
Men de viser os, at man kan blive flygtning uden nogensinde at bryde op fra sit hjem.
Det er først og fremmest flugtens psykologi, der er novellernes tema - den indre flugt hos en civilbefolkning, som er fanget i krigens kaos.
Flugten fra en dør, som bliver forhadt, fordi en onkel snart vil træde ind ad den og meddele nære slægtninges død. Flugten fra budbringeren, fra rædslen over selv at være i live og skulle bære meddelelsen om katastrofen.
Den indre flugt fra situationer, hvor ingen flugt er mulig.

De smukke, indre billeder

Man skulle tro, at fortællingerne med disse temaer ville være ubærlige at læse, men man kan ikke lade være.
Den indre flygtning kan genkendes af os alle, uanset hvor i verden man lever, og uanset om man har været udsat for så ekstreme situationer, som en krig medfører. Man følger personernes flugt til andre verdener, jo hårdere de presses, jo mere smerteligt smukke bliver de indre billeder:
En mand, der ligger hårdt såret i sin seng, er ude af sig selv af sorg over at tage afsked med sin kone, som må gå ud og sælge sig selv for at skaffe penge til medicin.
Mens lyden af hendes skridt fortaber sig, tænker han tilbage på hende som den unge pige ”… når hun ler, får hun smilehuller. Mon hun ved, at det er på grund af de smilehuller, at jeg….?”
Vi følger hans kones møde med en god mand, som giver hende penge uden at udnytte hende – åh, der er stadig gode mennesker til - eller? Er det blot mandens drøm og håb, eller er det mon hende, som tager i havelågen, og allerede er hjemme igen?

Himlen, havet og håbet.

En ung mand er med i en kamp mod en russisk garnison, raketterne falder om ørerne på ham, og i murbrokker og snavs finder han en stump azurblåt stof.
Han bliver såret, men tumler videre og den azurblå farve, som danser for hans øjne, bliver til et poetisk møde med pigen Daria på vaskepladsen ved brøndene, Daria med en kjole blå som himlen – eller havet.
En længsel efter havet griber ham, da han skjuler sig i brøndene, og forfølgernes kugler slår ned i vandet omkring ham.Han ved pludselig, at han er en fisk og en stærk glæde bærer ham gennem vandet mod noget lysende blåt - ”rent og strålende kalder havet ham til sig”.

Fortællinger, som går dybt ind

Det er forlaget Per Kofod, Helsingør, som vi kan takke for udgivelsen af denne vigtige bog, som på én gang er aktuel og universel litteratur.
”Mennesker på flugt” blev sammen med sin forfatter, præsenteret i Chesters Bogcafé
på Christianshavn i begyndelsen af oktober, hvor Hanne Marie Svendsen interviewede Assef Soltanzadeh, som med kun få års danskundervisning bag sig, formåede at forklare baggrunden for nogle af sine tekster.
Ved denne lejlighed fremhævede Hanne Marie Svendsen desuden den fine oversættelse fra bogens franske udgave til dansk. Oversætteren er Marianne Madelung, som i øvrigt også er bosat i Helsingør, og hun har skabt den sproglige intensitet og billeddannelse, som gør, at fortællingerne går dybt ind - og bliver der. Man er ikke den samme efter endt læsning.