""
Foto: Lina Hindrum

Roy Jacobsen (N)

26.07.23
Som den første norske forfatter blev Roy Jacobsen shortlistet til The Man Booker International Prize i 2017. Han har udmærket sig som en stor, litterær samfunds-kronikør og har med sine knap 30 udgivelser sat et vægtigt aftryk på norsk samtidsprosa. Han gæster NORD med romanen 'De uværdige' til en samtale om krig og kunst med Anders Engberg-Pedersen.

'De uværdige' er en fortælling om krig og overlevelse. En plot- og karakterdrevet fortælling om et kriminelt miljø i 40’ernes Oslo. En række fattige børn vokser op i et kvarter, hvor ingen nogensinde bliver til noget; de hustler sig igennem okkupationstidens Norge. I baggrunden buldrer en verdensomvæltende begivenhed, men her gælder det om at få til dagen og vejen, her har man sine egne krige at udkæmpe. 'De uværdige' portrætterer et miljø og en virkelighed, som hidtil har været fraværende i krigshistorien. 

”Roy Jacobsen er en svært god fortæller (…) intrigen i 'De uværdige' er spændende som en thriller (…) Karaktertegningerne er troværdige og miljøskildringerne næsten filmiske (…) Så levende og medrivende fortalt.” 

-    Dagbladet 

ROY JACOBSEN (N) (f. 1954). Hans forfatterskab er præget af social bevidsthed og en ikke-moraliserende realisme. Han skriver med en usentimental stringens og stor menneskelig indsigt. Jacobsen debuterede i 1982 med novellesamlingen 'Fangeliv', som han modtog Tarjei Vesaas’ debutantpris for.

Det store gennembrud kom i 1991 med udgivelsen af den store slægtsroman Sejrherrerne, som skildrer moderniseringen af det norske samfund i 1900-tallet. Både for den og for den historiske roman Frost blev han indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.

De fire bøger i serien om livet på øen Barrøy (udkommet på dansk 2014-2020) er blevet kaldt et hovedværk i nordisk litteratur. 

Materialer