""

Sigrid Undset (N)

26.07.23
Sigrid Undset (1882-1949) blev født i Danmark og flyttede som toårig til Norge med sin familie. Her skulle hun vokse op og blive en af Norges allerstørste forfattere, en toneangivende stemme i den norske realisme.

”Forsøg Dem ikke mere på historiske romaner. Det kan De ikke.”
Sådan sagde Gyldendals litterære direktør Peter Nansen efter sigende til Sigrid Undset, da hun mødte ham i København efter at have sendt ham det manuskript, hun forsøgte at debutere med og som senere skulle blive til romanværket 'Olav Audunssøn'.

Hun debuterede med samtidsromanen 'Fru Marta Oulie' i 1907, men det var det historiske materiale, der for alvor skulle gøre hende berømt og det var middelalderromanen 'Kristin Lavransdatter', hun som den anden kvinde nogensinde modtog Nobels Litteraturpris for i 1928. Særligt hendes historiske romaner betragtes som hovedværker i forfatterskabet.

På NORD 2023 åbner forfatterne Vigdis og Line Hjorth op for Sigrid Undsets forfatterskab – særligt 'Kristin Lavransdatter'. En samtale, der viser Undsets kompromisløshed, radikalitet og nutidige relevans. Med sig på scenen har de forfatteren og litteraturkritiker Kristin Vego, som modererer samtalen.

Læs mere om arrangementet her: SPOTLIGHT: Sigrid Undset

Materialer