Lokal forfatterweb

Helen Lyng Hansen:
"Der er ikke noget, forældre hellere vil end at hjælpe deres barn til at have det så godt som muligt."

Helen Lyng Hansen

Lokal forfatterweb Af: Biblioteket 26. Jan 2018 0 kommentarer
Helen Lyng Hansen (f. 1971) bor i Espergærde, er sundhedsplejerske og skriver bøger om børn og børneopdragelse henvendt til forældre.

Har bl.a. skrevet

Helens bog til Far – Gad, 2016
Helens bog om Børn & Mad – Gad, 2015
Helens bog om Børn & Opdragelse – Gad, 2014
Helens bog om Børn & Søvn – Gad, 2012
Inger og Carlo hjælper med at købe ind – Carlsen, 2016
Inger og Carlo hjælper med at lave mad – Carlsen, 2016

De to billedbøger er bygget op, så man undervejs, når man læser op, kan indgå i dialog med sit barn, da der stilles spørgsmål bogen igennem med udgangspunkt i både tekst og illustrationer. 

Hvad skriver du om? 

Forældre i dag er rigtig gode forældre, og der er ikke noget, forældre hellere vil end at hjælpe deres barn til at have det så godt som muligt. Med udgangspunkt i min uddannelse som sundhedsplejerske skriver jeg om forskellige svære situationer, som forældre kan stå i. Hvad gør man, hvis man ikke kan få sit barn til at sove, eller barnet afviser aftensmaden, når barnet er sygt, starter i institution, skal passes første gang osv. Jeg forsøger at give forældre håndgribelige råd, der samtidig giver barnet den omsorg og nærhed, som børn har behov for, og som også tager hensyn til det lille barns udvikling.

I mine børnebøger gør jeg det samme - her er mine gode råd omsat til praktiske råd i børnehøjde. De handler om, hvordan man inddrager sine børn i hverdagens gøremål, uden at der opstår konflikter. Det skal være hyggeligt og rart at være sammen, samtidig med at barnet lærer en masse nyt og også føler sig betydningsfuld, fordi det kan hjælpe mor og far. Det er naturligt, at vi hjælper hinanden.

Hvad inspirerer dig?

Jeg bliver inspireret af forældre, - både af de breve jeg dagligt får via min brevkasse på netsundhedsplejerske.dk, og når jeg møder forældre til foredrag, på babymesse, i byen - og mange af mine bøger udspringer af ønsker fra forældre. Min nyeste bog ”Helens bog til Far – vær far med tillid, nærvær og respekt” har jeg f.eks. skrevet, fordi flere fædre bad mig om at skrive netop den. De savnede en fagbog, som tog farrollen alvorligt. Fædre er i dag lige så aktive som mødre og er en naturlig del af deres børns opvækst – heldigvis! Og de sagde f.eks. ”jeg vil gerne klædes på til at blive en god far, den bedste far for mit barn” – og så lavede jeg den bog.

Har du et lokalt yndlingssted?

Vi har rigtig mange skønne steder i Helsingør Kommune, så der er ikke ét sted, som jeg vil betegne som mit yndlingssted. Jeg nyder, at uanset hvor vi er i kommunen, så er vi tæt på vand og skov. Jeg nyder at se børnehaver på udflugt, jeg nyder at drikke kaffe på en café eller købe en sandwich i byen, jeg nyder at gå en tur langs vandet eller besøge Kronborg og Kulturværftet. Vi har mange slotte og museer, der bestemt er et besøg værd – gerne flere gange. Jeg nyder også, at vi har så gode koncertmuligheder i byen og så bredt et musikliv. Musik er vigtigt i livet, og i Helsingør Kommune er der mange muligheder for at spille musik selv eller gå til koncerter. Det sætter jeg stor pris på.

Læs mere på Helen Lyng Hansen's hjemmeside netsundhedsplejersken.dk.


Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.

Tilføj kommentar