Så er der serveret. Foto: Jez Timms, Unsplash
Så er der serveret. Foto: Jez Timms, Unsplash

10 bøger om mad og drikke – fra pølsevogn til kvinders alkoholvaner

04.04.24
I disse 10 kulturhistoriske bøger undersøges danskernes mad- og drikkekultur. Og hvad er mere dansk end pølsevogn og stegt flæsk? Og alkohol, da.

Af Bjørn, bibliotekar & historienørd

Varme pølser i gaderne

Pølsevognen er nok, desværre, døende, men har været en del af bybilledet i Danmark gennem de sidste 100 år. Sammen med bodegaen har pølsevognen været et vigtigt samlingspunkt i hverdagen.
Den er måske ikke fancy, men den er dansk, den er enkel og den er hyggelig.

Pølsevognen fik en trang fødsel i Danmark. Byerne i vores nabolande, Kristiania og Göteborg, havde solgt varme pølser i mange år, da den danske pølsevogns fader Charles Svendsen Stevns i 1910 søgte om at sælge pølser i Københavns gader. Han fik blankt afslag af politimester Eugen Petersen.
Det tog hele 11 år før man kunne købe varme pølser i de københavnske gader. Resten er historie – dansk kulturhistorie.

Borgerrepresentationen i København skrev i 1920/21 at:
"Salget af Pølser skal ifølge Andragedet foregaa fra dertil indrettede Vogne med faste Holdepladser indenfor den Tid, som er tilstaaet Restaurationer og beværtninger. Pølserne koges i Kobberkedler med Fyrsted under (Primusapparater) og leveres i et stykke Pergamym eller paa en lille Paptallerken med gratis Sennep. Prisen tænkes – om muligt – sat til 25 øre pr. Pølse, og Rundstykker leveres til nogenlunde samme Pris som hos Bageren."

Hvor meget må kvinder drikke?

Drikkekultur er forskellig fra land til land – men også meget forskellig set fra et kønnet perspektiv. Alkohol var historisk set forbeholdt mænd. "Pæne" kvinder skulle ikke drikke, og i hvert fald ikke være synlig berusede.

'Fulde liv – hvordan kvinder har drukket og er blevet set på imens' – er en fascinerende bog, der ikke kun omhandler alkoholkultur og vaner i vores samfund, men også om frihed (eller mangel på samme), skam og kønskamp. Forfatteren tager udgangspunkt i egne erfaringer, men fortællingen udvides til en bredere samfundsmæssig forståelse af udviklingen fra 1960'erne og op til nutiden.

Jeg synes, at forfatteren har formået at skrive en personlig, men også kulturhistorisk indsigtsfuld fortælling. 

Så, 10 bøger om den danske mad- og drikkekultur, krydret med en smule kønskamp og ligestilling, ja, så har du et lille snit af den danske kulturhistorie.

God læselyst

Materialer